Her er så stille nu 

I dag er en anderledes dag. I dag er en berigende dag. Sådan en dag, hvor man skaber nye minder.

Idag var jeg ude og gå en tur i skoven. Igennem en helt fantastisk smuk skov med de skønneste vandløb. Væk fra larmen. Væk fra trafikken. Væk fra menneskerne. Væk fra tankerne.

Med mig havde jeg E. Og en kande med te, og klapvognen fyldt godt op med varme tæpper. Det er, på trods af solen, enormt koldt inde i en skov, og jeg havde besluttet mig for, at E og jeg skulle nyde den smukke vintersol.

Men inden i os hersker ingen ro 

Jeg er så urolig for tiden. Så bange. Så bekymret. Ikke at jeg ikke var det før jeg endte på et krisecenter, men fordi jeg ikke ved hvad fremtiden bringer. Jeg aner intet, og jeg føler ikke at jeg har kontrol over situationen. Det er enormt stressende, ikke at have kontrol over sit liv, den næste dag, og den næste fremtid.

Uden på virker jeg måske enormt fattet. Denne facade er jeg også enormt god til at spille. Jeg er trænet til at se helt okay ud og kontrolleret, men inden i har jeg ondt i maven, hjertebanken og sådan en kvælende fornemmelse i halsen.

Pandoras Æske

Når tankerne sådan får frit løb igen, føles det som at åbne Pandoras æske. Til de af jer som tror det er de flotte armbånd, med fine mønstre på. Eller en æske med breve i, lidt ligesom i Paradise Hotel, så kan jeg informere jer anderledes. Pandoras æske er et gammelt sagn om en æske. I æsken bor alt ondt i verden. Hvis man finder denne æske, kan man styre alt det onde i verden. På godt og ondt – du kan bruge det onde og styre frygten i andre mennesker.

Sådan en æske har alle mennesker også. En æske hvor vi gemmer små minder i. Både gode og dårlige minder. De dårlige minder er som regel lagt så langt ned i æsken, for at beskytte os selv. Når man så pludselig ender på et krisecenter, åbnes Pandoras Æske lige så stille og roligt. Og man husker pludselig alt det, man i så lang tid har forsøgt at glemme.

Denne æske kan jeg virkelig ikke overskue at have åbnet op for. For det gør virkelig ondt at huske. Det gør virkelig ondt at mindes. Både at mindes de gode og de dårlige ting igennem livet. Ikke desto mindre er det en æske, vi ikke kan gemme væk eller grave ned. Du kan holde den tæt ind til dit hjerte, men du kan aldrig slippe den.

Nye minder i en gammel æske

Det gør ondt at føle så meget. Det gør ondt at få revet sin hverdag væk. Det gør ondt at føle igen. Ikke desto mindre er det en proces jeg skal igennem, hvis jeg skal komme normal ud igen på den anden side.

Jeg skal have lagt nye kort i den gamle æske. Nogle af de gamle kort skal sorteres fra. Nogle skal gemmes, men nogle af dem skal helt sikkert smides ud.

I dag skabte jeg nye minder med E. Vi gik i skoven, da vintersolen stod smukkest på en klar himmel. I skoven springer de fineste vandløb, og der på den store stamme ved vandløbet, satte vi os ned på tæpperne. Og så. Og mærkede. Og følte. Og fyldte nye kort i den gamle æske. Det var helt magisk at sidde her. Helt tilfældigvis tænker jeg, at det eneste som manglede var et rådyr som gik til bækken. Så havde det været den magiske disneyfilm.

Tro det eller ej, men et kort øjeblik efter hører vi en puslen i træet. Et lille piv, og frem tuller et legende egern. Der fik jeg mit tegn. Der så jeg pludselig tegnet til alt det gode som skal til at starte nu. Måske lyder det en anelse overtroisk, men jeg vælger at tro på det. Jeg vælger at se det som et tegn til mig.

E blev selvfølgelig noget nysgerrigt, og der på tæppet ved bækken, sad vi helt stille og kiggede. Lyttede. Lyttede til egernets legende adfærd i vintersolen. Og det var magisk. Magiske minder til den gamle boks. Minder der fortæller mig, at det hele nok skal gå. At det er det rigtige sted jeg er, og det rigtige jeg gør for min søn E.

Minderne

Her sidder jeg så, sammen med E og skaber nye minder. E har fået gummistøvlerne på, og går let i vandkanten og kaster med pinde. Han ser dem flyde væk, for dernæst at finde en ny pind at kaste med. Han forundres og forandres dag til dag.

Tænk sig, at jeg sidder lige her. At jeg er her endnu.

Selvom tankerne fylder mest og ærlig talt holder mig søvnløs, er jeg på den rette vej. Den rette vej til nye minder og udfordringer her i livet. Måske har jeg ramt bunden? Måske er jeg egentligt på vej op igen. En ting er sikkert, jeg er for evigt forandret, og for evigt ramt.

Es minder er måske en del anderledes fra denne tur. Ud over at kaste med pinde og drikke te, alt imens at naturen gør hvad naturen en gang er bedst til (at være naturlig hø hø), var E fantastisk at have med. Lige indtil han blev overtræt og kold. Så kunne han ikke mere. Ville ikke mere, og vidste bestemt ikke hvad der skulle til, for at gøre ham glad igen. Han er inde i en periode, hvor han skipper luren om eftermiddagen i ny og næ. Derfor er timerne om eftermiddagen ekstra hårde. Ikke kun for E, men jeg mærker bestemt også til hans manglende overskud. Derfor går tiden ofte med ture eller med at bygge togbaner.