At bo på krisecenter 

Lige i øjeblikket bor E og jeg på et krisecenter. Det hele er lidt rodet – altså sådan mentalt.

Krisecenter

Krisecenteret er egentligt ganske fint. Sådan meget institutions aktig med en masse pædagogisk uddannet personale. Eller masse og masse. Her er pædagogisk personale, som har rygende travlt med at hjælpe de kvinder som er her. Og dem er der en masse forskellige af. 

Her har hver kvinde deres eget værelse på et krisecenter. Et værelse på 8-10 kvm. Nogle kvinder kommer med flere børn. Nogle kommer uden. Jeg kom med E, og han er lige for tiden den yngste.

Når man flytter på krisecenter uden noget som helst af sine egendele, ja så lærer man at nøjes. At være taknemlig. Og nøjes med det man går og står i. For du har ikke andet, og du aner ikke om du får noget andet.

Som det er lige nu, ejer jeg intet ud over mit tøj. Min økonomi er pludselig lig nul. Jeg har ingen bolig. Ingen sofa. Ikke engang et håndklæde. Det har jeg måtte låne mig til.

Kvinderne 

Det er vidt forskellige kvinder der er igennem her. Nogle af dem har en lang uddannelse, gode arbejdsforhold samt store smukke dyre boliger. Nogle kvinder kommer fra dårlige sociale forhold og mangler uddannelse og hver dag skal kæmpe for at vende hver en øre. Og så er der mig. Lidt imellem. Fra et lejet rækkehus, lille hund, lille bil og en lille uddannelse. Men hvad der er ens for alle disse kvinder er, at de alle har været igennem fysisk, psykisk eller materiel vold fra deres partner.

Nogle af kvinderne er helt unge. Andre af dem er ældre. Nogle har prøvet det før, og for andre er det at bo på krisecenter helt nyt.

For mig, er det første gang at jeg er her. Egentligt havde jeg ikke selv tænkt mig at skulle være her, men det var desværre den eneste mulighed der var, for at beskytte mig selv og mit barn.

For hvis skyld? 

Jeg er flere gange blevet påduttet, at jeg skal huske at tænke på E. At først og fremmest gælder det hans ve og vel. Det sjove i denne proces er netop, at jeg tænker på E’s ve og vel først og fremmest.

Pludselig oplever jeg en dreng som trives. En dreng som tør meget mere. Men samtidigt også en dreng som er enormt usikker. E er afhængig af sin sut. Det er det eneste sikkerhedsnet han har i alt det her. Den eneste tryghed som han kan holde lidt fast i.

Jeg blev i første omgang anbefalet af 4 forskellige offentlige insatser at E og jeg skulle bo her. Det er ikke noget jeg selv har opsøgt, eller taget initiativ til.

Det er netop for E’s skyld at jeg er her. For hans fremtid. For hans sikkerhed.

At komme på krisecenter er ikke så let som man skulle tro, og det er derfor kkke alle der får lov til at bo på et krisecenter. Der mangler generelt pladser i Danmark, og ofte møder kvinderne en lukket dør.

Ensomheden 

Ensomheden er nok den værste. Ikke fordi jeg fysisk er ensom, men fordi min psyke konstant fortæller mig hvor ensom jeg er. Jeg føler mig enormt ensom i alt det her, da min faste base er taget fra mig.

Konstant bliver jeg fortalt, at man ikke ønsker at vælge side. Ved den simple sætning, har man allerede valgt side, og vil ikke hjælpe et menneske i nød. Jeg er i nød. Jeg på bar bund – ufrivilligt.

Dette er ikke en situation jeg selv har sat mig i. Jeg har kæmpet. Jeg har søgt hjælp. Jeg har givet hjælp. Men lige lidt har det hjulpet.

Og nu står jeg her. Uden så meget. Uden et hjem. Uden en økonomi. Uden en god jul i sigte. Julen havde alligevel ikke været god, hvis jeg var blevet. Hvis jeg blot endnu engang havde taget imod, og ikke sagt fra.

Taknemlighed 

Jeg er enormt taknemlig over for, at der her på krisecenteret er nogle kvinder som kan hjælpe mig. Nogle som kender til samme situation. Nogle som ved hvad jeg skal tænke, når min hjerne ikke længere selv kan tænke.

Jeg tager mig selv ofte i, at stoppe mit i en sætning for dernæst at sige ingenting, eller huske hvor jeg er.

De første dage spiste jeg ingenting. Jeg oplevede ikke sult. Jeg oplevede ikke søvn. Jeg oplevede blot et kaos. Et kaos i min krop og i mit sind.

Her på centeret er der en masse fagfolk, som er med til at fjerne alle de dårlige tanker som endnu vimser rundt i ens hovede. De er gode til at hjælpe med alt det praktiske. Til at huske en på livet som netop starter helt forfra nu.

Ikke mindst for E’s skyld. Det er for hans skyld, at jeg er her. At jeg er nødsaget til at være her.

Jeg vil ikke ind på hvad der er sket mod os begge. Den del kan jeg slet ikke overskue at åbne op for endnu, selvom jeg burde. I 7 år har jeg brugt tid på at glatte ud og opretholde en facade. En facade som nu er blevet min værste fjende. Når man kun kender facaden, er det svært at tro på virkeligheden.

Virkeligheden er, at jeg bor på et krisecenter.

img_4565

En lille kreation til mit værelse. Bemærk LED lyset. Vi må ikke have levende lys på værelset pga brændsikkerheden.