Hvor går man hen med vreden?

I disse dage skylder vreden ind over mig. jeg er så vred, på mig selv, og ikke mindst de mennesker der har stået mig aller tættest. Hvor går man lige hen, når man er så vred?

Vreden

Jeg holder ofte igen. Her inde på bloggen har jeg mange indlæg liggende om mine tanker, følelser og oplevelser – de er blot gemt for jer. Jeg er underlagt en absurd censur, for at kunne beskytte mig selv, og mit barn.

For der er bestemt folk som læser med, som ikke vil min søn og jeg det bedste – på trods af, at vi måtte bo 3 måneder på et krisecenter, er der stadigvæk mennesker der ikke vil min søn og jeg det bedste. Det gør mig vred. Det gør mig hjerteknusende vred!

Økonomisk set, er det blevet valgt at stoppe Es børneopsparing. En opsparing jeg ikke kan røre ved, men en opsparing jeg har valgt at indbetale videre til på trods af denne svære situation – netop fordi jeg vil min søn det bedste. Det bedste nu, og det bedste i resten af hans liv.

Mit hjem

Det har været så enormt voldsomt, at se mit hjem blive rippet. At vide de mennesker der har stået mig tættest, har valgt at gå ind i mit private hjem, og rippe det for rup og stub. Det har været så enormt ødelæggende, ikke at kunne vide, om jeg kunne skabe et hjem for mig selv, og min søn igen.

Jeg har været enormt heldig, med det netværk jeg kender, så jeg har skabt et fantastisk hjem igen. Med absolut ingen midler, andet end at kæmpe stort minus på min konto.

Jeg savner mit hjem. jeg savner græsset imellem mine tær, og jeg savner naturen og stranden nær mig. Jeg savner ikke alle de problemer der var i mit gamle hjem. Problemerne er jeg mere eller mindre væk fra nu, undtagen hver 14 dag ca., hvor problemerne bliver blæst op i ansigtet på mig igen.

Jeg mangler endnu enormt mange ting, til at kunne gøre mit liv så normalt som muligt. Vigtige ting, som er som sunket i jorden. Eller måske tilbageholdt, for igen at gøre mit liv endnu sværrer.

De andres øjne

Det gør mig enormt vred, at alt dette her skal være så sort og hvid. De som har stået mig og min lille familie nærmest, ved heldigvis hvordan det har været. Hvor alene jeg har stået i alle 3 år af min søns liv. Hvor ødelagt jeg har været. Hvor meget jeg har måtte opgive.

Gang på gang, har jeg blankt afvist jalousien. “Jeg ved godt han er vild med dig. Jeg har set den måde han kigger på din røv”, hvor til jeg har kunne svare “det er din bedste venindes kæreste du snakker om. Og uanset hvad, så er jeg jo ikke interesseret i ham. Jeg er kun interesseret i dig!”. Jeg har ikke kunne se denne jalousi som værende et farligt spil, da jeg netop ikke selv er jaloux anlagt.

I andres øjne, har alting været så perfekt. På trods af, at det altid er mig der har stået for det sociale samspil. Det kan nu undre mig, at jeg har brugt så lidt tid på mig selv, og så meget tid på et menneske der kun ville (og vil) mig det værste.

Jeg er så vred over, at de mennesker der stod mig nærmest, valgte at videregive informationer, for at sætte min søn og jeg i fare. Jeg håber at jeg på et tidspunkt kan slippe vreden – tilgivelsen vil aldrig komme.

Tankespil og tomme ord

Måske virker alt det her som en masse ord. Men jeg er også fyldt med en masse ord. En masse tanker. Jeg vil absolut understrege, at jeg har det godt, og at min søn stortrives. Men jeg skal lære at give slip på fortiden. Fortiden definerer ikke mig, men den har været med til at forme mig som menneske.

Jeg er begyndt i arbejde, et skønt sted med skønne kollegaer. Jeg er enormt glad for, at være igang igen. Jeg trives virkelig bedst i en hverdag. En helt almindelig leverpostej hverdag, det er her jeg finder ro og tryghed. E er helt pjattet med madpakker, og cykle til børnehaven, og jeg nyder at kunne skabe de bedste rammer omkring ham, med stor støtte fra min familie.

Børnehavebarnet har selv malet sig til fastelavn i børnehaven