Undskylde for det der er sket

Jeg burde måske undskylde. Undskylde for så mange mennesker, der har stået mig nær. Som har støttet mig, og været der for mig igennem mit liv.

Undskylde

Det at undskylde ligger mig egentligt ikke så fjernt. Det er måske nærmere hvad man undskylder for, som jeg selv kan blive lidt usikker på til tider.

De seneste 7.5 år, er undskyldningerne blevet trukket fra jer, og suget over på et andet menneske. Undskyldninger, jeg ikke vidste at der var behov for. Eller at undskyldningen i sig selv, ikke var rigtig, faldt på det rigtige tidspunkt, eller ment godt nok.

Vennerne

Jeg har trukket mig. Trukket stikket. Fjernet fokus fra jer alle. Jeg er gået fra at have et meget socialt udadgående liv, til at være inaktiv og asocial. Ikke pga. mig selv, men pga. den situation jeg stod i. Min hjerne blev fyldt med negative tanker og spørgsmål omkring fortiden. Ikke at min fortid er særlig hemmelighedsfuld, men når man gang på gang, bliver gokket i hovedet for, at have levet det forkerte liv, ja så tager man per automatik afstand.

Ja i har ikke kunne kende mig. Det har jeg heller ikke selv kunne. Det har været svært. Det har været absolut ødelæggende at se jer gå jeres vej. Jeg har ikke ødelagt vores venskaber med vilje, men det har været nemmest at skubbe jer væk, end rent faktisk at fortælle jer hvordan jeg havde det, eller hvilket sand mareridt jeg levede i.

Hvad der har været aller værst, var da jeg mistede min bedste ven. Min bedsteven, jeg har kendt siden jeg var 15 år, blev pludselig væk. Han tog afstand, og jeg tog afstand. Og af alle venskaber jeg har mistet igennem de seneste par år, har det absolut været det værste venskab at miste.

Mange af mine gamle venner er på vej tilbage. Jeg er evig taknemlig for, at de kan huske den gamle mig. For den sidste model er jeg selv lidt træt af.

Hvad der er endnu bedre er, at min bedste ven den anden dag pludselig skrev. Ja jeg hylede igen. Det indrømmer jeg gerne. For lige netop ham her, er noget helt særligt. Pludselig var han der igen, og efter 2 timers telefonsnakken og mig tudende i den anden ende (igen igen), lovede vi hinanden, at genoptage venskabet igen.

Og puha, hvor har jeg mange gamle dejlige venner, som jeg bestemt skylder mange smil og rødvin.

“Når du tør at blive elsket igen, så vil verden åbne sig for dig igen”

De vise ord fik jeg kastet i hovedet allerede i december måned. At når jeg selv holdt op med at have så røv ondt af mig selv, og være en stor undskyldning for mig selv, så var der plads til, at verden ville lægge sig for mine fødder igen. Selvom jeg i offerrollen godt kan se, ALT det jeg har mistet, kan jeg samtidigt også godt se, alt det jeg har vundet.

Min frihed!

Først og fremmest har jeg vundet min frihed til at være mig selv igen. Være skøre, sjove, tossede Jeanne igen. Og det er fantastisk! Det er netop når jeg er mig selv, at jeg ændrer verden aller mest. Det er lige netop det jeg er så god til. At ændre verden. At turde stille spørgsmål. At flytte bjerge.

Jeg har fået min krop tilbage. Min krop, som i så mange år har været sidesat og behandlet skidt. Den har jeg fået tilbage. Og det kan ses og mærkes. Jeg har smidt 10 cm om hofterne siden september, da jeg tog valget at jeg IKKE ville straffe min krop længere med skidt og kanel. Eller kanel får den dog stadig, men at jeg ikke gider at behandle min krop som en skraldespand igen.

Kroppen bliver igen trænet til yderpunkterne, og jeg elsker det. Elsker at bruge min energi, og min mentale stædighed for at skubbe min fysik. Hjernen har det med at overbevise kroppen om de dummeste ting – og ved at træne, bliver jeg sat direkte op overfor min egen hjerne og dens nedladende kommentarer om hvad jeg kan og ikke kan.

Selvfølgelig kan jeg løbe 8 km. Selvfølgelig kan jeg lave en håndstand med pushup! Skidt med at jeg er piv skæv og ødelagt i min skulder. Jeg skal nok nå i mål. Hvorfor? Fordi jeg kan!

Jeg har fået mit sind tilbage. Eller sådan næsten. For jeg er i stykker. Jeg er gået i stykker, og skal lappes godt og grundigt sammen. Men jeg er stædig! Alle de steder, hvor min hjerne fortæller min krop “flygt!”, vælger jeg at blive i. Uanset hvor ubehageligt det er. Jeg SKAL være i det og i følelserne der følger med. For det er lige netop midt i alt kaoset, at jeg bliver mentalt ENDNU stærkere end jeg var før.

Udviklingen

Jeg tager store skridt. Ikke mindst for mig selv. Men også for min søn. For når jeg trives, så stortrives han også.

De som mødte mig i starten af november, da min verden braste helt sammen, siger de slet ikke kan genkende mig nu. Altså til den postive forbedring. Der er kommet liv i mine øjne, og der er kommet glød i min hud. Eller jeg ligner stadig en maddike, men sådan er min hudfarve altså.

Jeg har appetit på livet, på trods af de bjerge jeg konstant skal flytte rundt på. Jeg leger med ilden, på trods af at den brænder. Men ilden er den der holder os i live. Uden ilden, har vi intet lys i mørket. Intet håb.

Jeg får danset med døden, og jeg får set ham dybt i øjnene. Men han skræmmer mig ikke længere. Jeg har været der, hvor hans kys sugede alt liv ud af hvert et åndedrag jeg tog. Jeg danser med døden, og han kan godt lide at danse tango.

Der skal to til tango, og jeg har lært at vi ikke alle danser den samme intense dans. Til tider bliver dansen da også for intens for mig, og jeg må lige stoppe op. Jeg øver mig i, at stoppe op, og ikke være 120km foran hele tiden. Nærvær. Være nærværende. For når jeg er nærværende, er det også der jeg finder ro. Ro til at være mig, og plads til at være til.

Livet

Jeg kan slet ikke stoppe med at leve. Jeg kan slet ikke holde op med at leve! Nok har jeg mistet meget, men jeg har fået alt igen.

Hvis jeg skal se på, hvordan jeg har rejst mig nu, kan jeg kun glæde mig til at se tilbage om et år.

Til tider føler jeg, at jeg har levet livet. Jeg har prøvet det der skal prøves, og måske endda mere til ville nogle mene.

Jeg savner hverdagen. Den kedelige leverpostej hverdag. Mest af alt, så holder jeg af hverdagen som Dan Turéll ville sige. Og jeg kan kun give ham ret. Jeg holder af hverdagen. Jeg holder af det simple liv. Jeg holder af min død syge kop kaffe. Og hver aften går jeg glad i seng. Glad fordi jeg er her. Lige her er jeg.

Mit liv er bestemt værd at leve. På trods af de knubs der er i mit liv, er det stadigvæk mit liv.

Tak <3

Ps. Hvis du savner at følge med på instagram, så find mig på jbergmansen