Her er det så positivt det hele

Egentligt var det meningen, at jeg skulle skrive et positivt indlæg, til alle jer der ude. Alle jer der dagligt søger. Alle jer der spørger.

Men jeg kan ikke. Jeg kan idag slet ikke finde et positivt ord. Jeg er ødelagt. Ødelagt inden i, pga det liv jeg har levet. Det fængsel jeg har været i.

Ensomheden

Jeg er flyttet hjemmefra. Hjemmefra krisecenteret. Jeg kunne ikke overskue at være der mere. Det har intet med centeret at gøre, men blot min rodløshed. Jeg har brug for at have styr på alting. For Elias’ skyld. Han skal ikke mærke til mere kaos i sit liv. Han skal mærke at sin mor er glad.

En ny starte

Jeg er flyttet i egen bolig. Et lækkert sted. Jeg har selvfølgelig måtte forgælde mig til op over ørerne, da jeg intet fik med fra skilsmissen af materielle goder. Det er blot materielle ting, men de er ret praktiske i en hverdag. Og indrømmet. Man kommer ikke særlig langt med 4 stole og et spisestel. Resten er blevet taget fra mig. Det var ekstremt voldsomt, at komme hjem til sin bolig i november, og se at alting blot var revet ned af væggene. At mit hjem blot var blevet splittet ad – igen. Men denne gang var det for alvor. Denne gang, var det med tanken om, at jeg ikke skulle tilbage til det samme hjem.

 

4 stole, mit spisestel, lidt legetøj, lidt sengetøj. Ja det fyldte ikke meget på de 2,6 kvm lagerrum jeg lejede.

Ikke desto mindre, har det været skønt at kunne skabe et nyt hjem for E og jeg. Og her er hyggeligt, på trods af, at jeg har måtte flytte 250km væk fra ALT. Jeg er flyttet til min familie, så jeg bor ikke et fremmet sted. Jeg kender byen. Jeg kender dem som bor her.

Jeg har selv kunne få sat gang i en masse kreative processer, og fået det hjem jeg altid har drømt om. Det hjem, som indbyder til hygge og varme og ikke mindst kærlighed og ro. Jeg ville gerne vise jer billeder, men jeg tør simpelthen ikke.

Jeg kan sagtens leve uden tv, opvaskemaskine, bil, tørretumbler og vaskemaskine. Når man står i sådan en svær situation, lærer man at nøjes. Man lærer, at det ikke er de materielle ting i livet, som er vigtigst. De er dog gode ting i en travl hverdag.

E har også fået et dejligt værelse. Min barndoms venindes mor, havde et helt juniorværelse, som jeg bare kunne få. Og det skønneste legetøj. Det har virkelig rørt mig dybt. I det hele taget, har det rørt mig enormt dybt, at  der findes så mange mennesker der også vil mig det godt, når jeg har oplevet så meget skidt. Fra nær og fjern, har I hver især sendt en stor hjælp. En stor tanke.

Så blev rummet fyldt ud, efter jeg fik møbler og legetøj fra nær og fjern.

E sover i min nye seng. Han elsker sit værelse, men er slet ikke klar til at slippe trygheden ved mig endnu. Og det er jeg egentligt okay med. Jeg har også brug for ham ved min side. Han skal nok nå, at lære det hele at kende, og har allerede taget kæmpe skridt i den rigtige retning.

E elsker at være her hjemme. Og jeg elsker at have ham her hjemme. Her er plads til, at vi kan tumle og løbe rundt. Her er plads til, at vi kan være en familie. For det er vi, mig og ham – en familie.

 

Censur

Jeg er blevet censureret. I alt dette, er jeg blevet censureret. Det er også derfor, at jeg har slettet min instagram. Det er derfor jeg har måtte flytte til en helt anden by. Det er derfor, at jeg bor under beskyttet adresse. Jeg er bange. Det tør jeg godt at sige. Især når man gang på gang, endnu bliver opsøgt, på den måde jeg bliver opsøgt.

Han er her, og han læser med i alt hvad jeg gør og siger. Hvert et åndedrag overvåges.

Når jeg snakker med andre mennesker, er jeg bange for at sige noget. Bange for, at fortælle hvordan jeg har det. I frygt for, at informationerne havner de forkerte steder. Jeg har oplevet, at dem som jeg troede stod mig nærmest, faktisk var dem som ønskede mig det værst. Dem som gav informationer om min beskyttelse videre, på trods af, at jeg fortalte at jeg boede på et krisecenter. Når man oplever så meget svigt som jeg har gjort, så holder man sine kort meget tætte. Rigtig tætte.

Jeg er ikke bange for at være en god mor. Jeg er en knald hamrende god mor! Det er der ingen som kan tage fra mig. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan beskytte mit barn.

Det er lidt på godt og ondt – for jeg vil enormt gerne dele historien. Jeg finder det bare enormt svært. Svært fordi jeg gang på gang finder mig selv i at undskylde. Undskylde for, at jeg ikke passede bedre på mig selv. Undskyldende og retfærdiggøre, at jeg ikke sagde fra. Men jeg sagde fra! For mange år tilbage endda. Men ingen lyttede. Ingen ville hjælpe. Ingen kunne hjælpe, for jeg var ikke klar til at tage imod hjælpen.

Skal skal ikke

Jeg er blevet kontaktet af et stort team journalister, som ønsker at fortælle min historie. Netop fordi vi i samfundet har et billede af, at det kun sker blandt socialt dårligt stillede borgere. Men det gør det ikke! Jeg selv er veluddannet – og ja min trold er en af danmarks klogeste mennesker (på papiret).

Men hvor griber man lige fat journalistisk, når det kan have konsekvenser for min egen sikkerhed? Det er der i spørgsmålet er. For det skal kunne betale sig at fortælle historien, ellers vil jeg ikke være med. Men igen hører jeg mig selv sige, hvorfor skal han ikke miste noget? Hvorfor er det mig, som skal miste alt? Hvorfor er der ingen konsekvenser for mænd, der tvinger kvinder på krisecentre?

Dagene går

Dagene går, og jeg ser en dreng som trives mere og mere. En dreng som vil så meget. Og her fortryder jeg blot, at jeg ikke trak mig den gang E var 4 måneder. Den gang da jeg så den sande mand dybt i øjnene – igen. Her da jeg så djævlens sorte øjne.

Jeg var ikke klar. Jeg turde ikke. Jeg turde ikke leve med konsekvenserne, for mit barns skyld.

Jeg har skabt et hjem for E og jeg. Et hjem, tæt på min familie. Vi kan cykle forbi hele min familie, og besøge dem så ofte vi har lyst. Det er en helt fantastisk fornemmelse, at kunne dette. Noget jeg har savnet i hele mit liv. Det er trods alt det gode, i alt det her.

E er begyndt i børnehave, og han elsker det! Han trives virkelig med andre børn og jeg har brug for at give ham noget normalitet i hverdagen. Hver dag cykler vi der hen. Han er så god til at holde øje med bilerne. Tænk at sådan en lille hverdagsting, skal være der hvor jeg blomstrer som mor.

Børnehavebarnet har selv malet sig til fastelavn i børnehaven

Job

Jeg kan ikke vende tilbage til mit arbejde, og derfor kan jeg give E lidt kortere dage i børnehaven. En god start i et nyt liv. Det er først blevet meldt ud nu, at jeg ikke kan vende tilbage til mit job. Til verdens bedste arbejdsplads. Jeg skylder dem virkelig alt. Hvis ikke min leder havde hjulpet mig med at tage springet, så havde jeg aldrig turde gå min vej. Ikke at min var den første der havde forsøgt, men med de ord hun sagde, fik hun åbnet mine øjne til, at jeg turde tage springet. Det gør mig så hjerteskærende ondt, lige netop at have mistet det arbejde. Jeg vil dog gerne understrege at min arbejdsplads har været mere end fair i denne proces. Ud over alt forventet.

Dagene er lidt lange. På godt og ondt. Jeg har tid til at tænke. Måske lidt for meget tid. For at slippe tankerne, får jeg trænet. Måske lidt for meget trænet. Dog et gammelt mønster som jeg har savnet enormt. At gå fra at træne 5 gange i ugen, til at træne 0 gange i ugen, har været det rene fængsel fysisk og psykisk. Men nu har jeg tid igen. Og det går frem ad. Min krop er endnu slap, men det skal nok komme.

Mand dig dog op!

Jeg er her i denne fase, hvor jeg skal øve mig enormt meget i, at mænd ikke er farlige. At ikke alle mænd vil mig noget ondt. Det er enormt svært, at genopbygge denne tillid. Det skal nok komme, og jeg flytter bjerge for mig selv for tiden.

Bjergene bliver flyttet, fordi jeg er så fandens stædig. Nok kan man sparke mig ned ad, men du skal ikke være i tvivl. Når jeg rejser mig op igen, kommer jeg tusinde gange stærkere tilbage igen.

Trods min unge alder, så ved jeg godt hvor jeg skal hen. Og du er ikke en hindring på min vej.

Jeg har allerede været i byen, og fået danset lidt. Netop for at slippe angsten omkring, at mænd er nogle skidt fisk. For det er de ikke. Og det mærker jeg også. Jeg mærker dog også, at jeg stikker af hurtigts muligt fra mænd, som rent faktisk vil meget noget godt. Jeg er enormt bange for, at falde i fælden en gang til. At når først de har mit hjerte, skal jeg opgive alt hvad jeg har og er. Og det vil jeg simpelthen ikke.

Jeg har meget at lære endnu. Ikke om mænd, men mere hvordan jeg er sammen med et andet menneske jeg har følelser for. At jeg ikke skal opgive mig selv, for en anden mand. Og generelt respektere mig selv fandens meget mere, end hvad jeg måske har gjort i mange år.

Hjælp at hente

Men på mange punkter har jeg det godt. Ikke med at sige, at jeg er helt i mål endnu. For det er grimt. Alle møderne er grimme. Alle opsøgningerne er grimme. Alt kontakten er grim.

Men jeg har det bedre. Jeg får det bedre dag for dag. Jeg elsker mig selv lidt mere dag for dig. Og jeg stråler lidt mere dag for dag.

Jeg er så enormt glad, taknemlig og priviligeret, at der stod et stort team på krisecenteret til at hjælpe mig. Til at støtte mig. Fysisk, psykisk – menneskeligt. Den kærlighed jeg modtager der fra, er ubeskriveligt. Uden den kærlighed, havde jeg ligget i et hul endnu. Jeg havde ikke turde rejse mig op. Jeg havde ikke turde kæmpe.

Kæmpe for mig selv, men bestemt også kæmpe for dig, som ikke tør at tage springet.

Jeg turde – og jeg kom mere levende ud af det, end jeg turde at drømme om.