Foreningen far

Kære foreningen far

Jeg skriver til dig, for at få afklaret nogle ting.

Jeg slår op!!

Det er ikke mig den er gal med, det er dig!

Lige mennesker, lige værd 

Jeg er feminist. Jeg er en udskældt feminist, for jeg kæmper for ligestilling – 50% til begge køn. Jeg går klart ind for, at øremærke barsel til mænd. At kvinder godt må sige højt, at de gerne vil være ledere. At mænd generelt har det alt for nemt i hjemmet, og at kvinder kæmper for lidt på arbejdsmarkedet og nøjes.

Jeg tror på, at vi som det hele menneske besidder både feminine som maskuline værdier – ja nok nærmere menneskelig værdier ifølge mig. Vi er alle sårbare. Vi er alle usikre. Vi er alle stærke. Og vi kan alle lide glimmer. Thats pure facts.

Foreningen far 

Der findes en forening, som arbejder på flere rettigheder til far. Især når det gælder skilsmisse.

Det kan jeg kun se noget fornuftigt i – men!

Denne forening kæmper egentligt ikke for ligestilling. Denne forening kæmper for at undertrykke kvinder – endnu en gang. Og jeg er desværre ikke den eneste, som oplever disse helt uhænsigtsmæssige martyr metoder, når det gælder deres anbefalinger.

Jeg læste med for nyligt i deres facebookgruppe, hvor en far beskriver sit forhold til sin ekskæreste. Ekskæresten og barnet bor på et krisecenter og har boet der i 80 dage (mindst). Faderen skriver noget af et opslag, hvor det selvfølgelig er ham som er offeret, fordi han ikke må se sin datter. 

Hvad der immervæk rammer mig er, den måde at manden modtager opbakning på, fra de andre medlemmer. Lad os holde fast i hvad vi ved – en kvinde og et barn er på krisecenter! Hvad vi ikke ved er, hvad der er sket indbyrdes eller hvorfor – men hvad vi ved er, at man ikke kan komme på krisecentre uden grund. Dvs. at den mand HAR udsat kvinden OG barnet for vold, men nægter at tage ansvar. 

Mand dig dog op! 

Du kan læse en anden super god blogger omkring det, at leve i et voldeligt forhold. 

Læs lidt mere med her hos: Frejamayanovember . Frajamay skriver det hele så rammende rigtigt, at ordene næsten lyder som mine egne.

Det er absolut problematisk, at have en forening, hvis største nydelse er at ødelægge mest muligt for kvinder. Ja det er næsten som at se ‘Kvinden i bur’ endnu en gang.

Foreningen Far arbejder ikke så gennemtænkt. De arbejder ikke for, at mor og far SAMMEN skal finde en løsning. De arbejder udelukkende for, at far skal have mere ret end mor – for mor har de seneste måske tusinder af år, haft mest ‘ret til’ børnene. I og med, at kvinder tidligere har været favoriseret med henblik på bopælssager, skylder kvinderne åbenbart alt, når det kommer til familiesager nu om dage.

Foreningen Far anbefaler, at mænd sender spalte op og spalte ned til Statsforvaltningen, så Statsforvaltningen oplever aller mest press på deres arbejde. I de fleste normale skilsmissehistorier, bliver alt som sendes ind til Statsforvaltningen sendt til modparten – bare ikke i min situation. Statsforvaltningen vurderer netop, at de ting som indsendes A, slet ikke er relevant for sagens kerne – min søn! Men også B, at indholdet er så psykisk ødelæggende for mig, at det blot vil forværre situationen.

Det Foreningen Far støtter op omkring, er vold. Eller fortsættelsen af volden der netop stoppede forholdet.

Hvad Foreningen Far lidt glemmer er – børnene. At der så ofte er børn i klemme i skilsmissesituationer, som ikke bliver hørt. Men heldigvis er der sket noget på dette område. Statsforvaltningen arbejder for tiden med, at have børnesagkyndige med i alle sager. Netop for at en professionel er barnets stemme, og taler barnets sag.

Mest mor, mest far?

Min fineste kamp her i livet er, at min søn har en far. At hans far kan rumme min søn og have overskud til at yde omsorg for min søn. På trods af de ting jeg og min søn tidligere har været igennem under mit ægteskab, øver jeg mig i at sige “selvfølgelig sker der ikke min søn noget”. Men det er svært! Det er enormt svært, når medierne dagligt er fyldt med “Far slår sine 2 børn ihjel”….

For at min søn har et stærkt bånd til sin far, har jeg valgt at støtte min søn i hans relation til hans far. Min søn har derfor været hos hans far de sidste 5 weekender i streg. Om det er hårdt at undvære sin søn i weekenden? MAKSIMALT!! I dagligdagen henter jeg ham 15.30 ish, og når vi er hjemme er klokken omkring 16, og da E er død hamrende træt klokken 18, giver det ikke meget mor og søn tid. Men jeg nyder den tid vi har sammen i dagligdagen. så som når vi går hjem fra børnehaven. Vi skal jo liiiige runde en legeplads eller to på vejen hjem. For ikke at glemme billerne på vejen hjem. De 800 meter hjem fra børnehaven kan pludselig blive en lang tur hjem. hi hi.

Selvom jeg har vundet retten til min søn, og bopælen på min søn, er kampen aldrig vundet helt. Selvom jeg hele tiden tilbyder mere end hvad der er krav på, og hvad min søn kan rumme, falder det aldrig i interesse på den anden side af bordet. Egentligt handler det ikke om hvad der vigtigst for min søn, men nærmere de udsagn Foreningen Far mener at mænd har krav på. Ikke hvad børnene har krav på!

Holder man op med at være bange?

Det tror jeg egentligt ikke at man holder op med! For selvom hønsehuset er lukket og flyttet et andets steds hen, har ræven det med at opspore adressen.

Selvom hønemor passer og beskytter sin kylling, formår ræven alligevel at snige sig ind under varmelampen, der hvor kyllingen ellers plejer at blive passet.

Jeg er bange. Jeg er bange for hvor meget Foreningen Far for lov til at smadre, før der er nogle som stopper dem. Jeg er bange for, at en masse børn bliver tabt i denne martyrfremtoning. Og jeg er især bange for, om de professionelle giver op, når ræven gjæffer højere og højere.

Selvom det endnu kræver enormt meget af min energi giver jeg ikke op. Gang på gang vinder jeg sagerne, netop fordi jeg sætter min søns behov før mine egne. Absolut har jeg da lyst til at gå efter minimumskravet af samvær for min søn, men det gavner ikke min søn. Tværtimod. Han har ikke valgt at blive trukket igennem dette. Jeg har ikke valgt at blive trukket igennem dette. Men det er blevet de vilkår vi begge skal leve under – resten af vores liv.

Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at have tillid til den mand, som har udsat min søn og jeg for så meget smerte igennem så mange år. Hvorfor skulle jeg også have tillid, når tilliden gang på gang bliver misbrugt og udnyttet på det groveste?

Ja jeg er nok naiv ville mange mene, når jeg vælger at kæmpe en kamp for at min søn har et godt bånd til sin far, da hans far aldrig vil ændre hans adfærd. Men min søn har stadigvæk en far. Jeg krydser blot fingre for, at jeg stadigvæk kan hente min søn igen.